Ryk op i søgeresultaterne med YouTube SEO.
Måske er det old news, men YouTube er faktisk verdens andenstørste søgemaskine – kun overgået af flagskibet Google (der jo så i virkeligheden ejer YouTube). Ifølge statista.com står videoplatformen YouTube for imponerende 37 % af den globale mobiltrafik på internettet og indtager andenpladsen for mest besøgte hjemmeside næstefter Google.
YouTube SEO fungerer ret meget ligesom på Google. Her har du muligheden for at indtage den organiske førsteplads i YouTubes søgeresultater ved hjælp af YouTube SEO. Hvis ikke du allerede kender til SEO (søgemaskineoptimering), så bør du nok lige læse om emnet – så du ved, hvorfor det bør være et fundamentalt element i din marketingindsats.
Apropos fundamentale elementer, så bør YouTube heller ikke være nogen undtagelse i din virksomheds mediestrategi. DR’s medierapport for 2021 viser, at videoplatformen toppede i antal af ugentlige brugere af streamingtjenester i målgruppen 4+ år med hele 54 %. Kigger du på tal som dette, den stigende efterspørgsel af videoindhold og de markedsføringsmæssige fordele platformen, så er YouTube fyldt med lavthængende, plukkemodne frugter.
Men søgemaskinen virker ikke på samme måde som på Google. Indhold på YouTube består som bekendt hovedsageligt af video og ikke tekst. Det betyder at crawlerne (robotterne, der kigger på sidernes indhold for at rangere dem) ikke kan indeksere efter søgeord i selve videoen, men crawlerne må gå andre veje.
Indhold er (stadig) kongen
Googles største handelsvare er brugerrelevant indhold af høj kvalitet. Det samme gælder for deres videofikserede lillebror. Brugere er kræsne og kræver interessant og brugbart indhold, som de kan bruge til noget. Derfor skal du som det allerførste definere din videos formål. Er dit indhold spændende og fængende nok til at brugeren bliver hængende, kommenterer, liker eller ligefrem deler, så har du ramt rigtigt. Dette kaldes for din indholdslevering og bør være din videos største prioritering. Lad os vende tilbage til det senere i blogindlægget.
Derudover er følgende elementer blandt de vigtigste for at booste din YouTube SEO:
- Titel
- Beskrivelse
- Tags
- Udskrift og undertekster
- Kanalautoritet
Lad os gennemgå indholdselementerne:
Titel
Din videos titel er en de vigtigste faktorer for din placering på YouTube Search Result Page (YSRP), og er det første element brugeren præsenteres for, når de rammer et af dine søgeord. Titlen skal være indbydende, relevant og lynhurtigt fange både øjet og interessen. Opfyldes disse krav kan titlen have betydelig effekt på din CTR.
Eksempler på effektive titler kan indeholde søgninger som: “How-to…”, “Intro”, eller “Guide”.
Beskrivelse
Man kan sammenligne beskrivelsen på YouTube med meta-beskrivelsen på Google Search. De giver begge ved hjælp af søgeord søgemaskinen en bedre idé om, hvad indholdet handler om. Til forskel fra meta-beskrivelser skal YouTube-beskrivelsen dog være lang og informativ, så søgemaskinen kan få mest mulig information og dermed rangere bedre i forhold til søgeord.
Det anbefales, at beskrivelsen har en længde på 150+ ord, og at nøglesøgeordet inkluderes i de indledende 2-3 sætninger. På den måde kan brugeren læse sig til, at videoen har en høj relevans i forhold til søgningen.
Det anbefales yderligere at gentage nøglesøgeordet 2-3 gange i beskrivelsen for at understrege indholdet over for YouTube, samt at bruge relaterede søgeord i forhold til nøglesøgeordet. For eksempel kan søgningen være “guide til at falde i søvn” , og de relaterede søgeord kan være: “Tips til søvnmangel”, “Fald hurtigt i søvn” eller “undgå søvnunderskud”.
Din beskrivelse kan også optimeres til at få en høj placering i foreslåede videoer. Det gør du ved at formulere en beskrivelse, der er sammenlignelig med den video, du gerne vil associeres med.
Tags
Tags har ikke den samme indvirkning på din YSRP-placering som titel og beskrivelse – men kan være brugbare, hvis andet indhold i videoen indeholder stavefejl. Ellers spiller tags en minimal rolle, fortæller YouTube.
Tags spiller dog stadig en rolle og ‘mange bække små…‘, så brug et par minutter på at optimere dine tags. Anvend søgeord fra din søgeordsanalyse til at målrette dine tags og undgå at begrave din video i dem. Godt nok er der ingen øvre grænse for, hvor mange tags du må indtaste, men begræns det til 200-300 anslag. Brug eventuelt den gratis chrome extension vidIQ til at optimere dine tags og andet metadata.
Modificér derudover dine tags til at være så relevante og sandfærdige som muligt. Det kan virke som en basal retningslinje, men brugere er trætte af ‘clickbait’ – hvor en kendis-faktor eller afsporede søgeord lokker en til at klikke på en film, der indeholder alt andet end det den lovede. Kort sagt – du skal være oprigtig og værdiskabende.
Udskrift og videotekstning
Til trods for at konceptet bag YouTube SEO har samme hensigt som traditionel SEO, er der stadig mærkbar forskel på de to. Videoindhold har selvsagt ikke de samme muligheder for at tilføje indekserbar tekstmasse på sider, undersider og meta-beskrivelser, som ordinært tekstindhold har. Men her kan et udskrift af den pågældende videos indhold være yderst effektivt. Lad os forklare:
Et udskrift kan være en ren transkribering af, hvad der bliver sagt i videoen. Man kan kalde det en slags offentliggjort manuskript. Eftersom videoens indhold gerne skulle afspejle et emne, der er baseret på udvalgte søgeord, vil ‘replikkerne ‘derfor omhandle dette emne. Du kan altså fortælle YouTube, hvad din video handler om ved f.eks. at tilføje udskriftet til videobeskrivelsen (anbefales til videoer under 5 min) eller ved at uploade en tekstfil. Og derved kan du forbedre din rangering i søgeresultaterne.
En anden effektiv (og til tider overset funktion) der kan booste CTR og SEO, er tilføjelsen af videotekster. Nu tænker du sikkert på undertekster, men nej – forskellen ligger i, at videotekster går ud fra at publikum intet kan høre. Derfor vil videotekster også vise lydeffekter som f.eks. en eksplosion eller et plask. Der er hovedsageligt 3 gode grunde til at tilføje videotekster:
- Størstedelen af publikum ser videoen uden lyd
- Størstedelen af publikum foretrækker undertekster for ikke at gå glip af noget indhold
- Videotekster inkluderer hørebesværede og døve
Videotekster kan tilføjes automatisk af YouTube, men nøjagtigheden halter mildest talt – så vi anbefaler at tilføje videotekster manuelt. Husk at læse korrektur, så du undgår usammenhængende og uprofessionel tekst.
Kanalautoritet
Som professionel indholdsudbyder på YouTube bør du administrere en YouTube-kanal, hvorfra du tilbyder dit kvalitetsindhold. En sådan kanal kan veje tungt i forhold til YouTube SEO, da søgemaskinen vil stole mere på en opdateret kanal med optimerede og relevante videoer.
Dette kan smitte af på dit nye indhold, hvilket vil styrke kanalens autoritet og i sidste ende skabe tillid og en bedre rangering. Hold derfor din kanal opdateret med en høj uploadfrekvens, sammenhæng mellem videoer, målrettede søgeord og kvalitet.
Indholdslevering
Og lige præcis kvalitet er din videos hellige gral. Hvis din YouTube-kanal skal klatre til tops er kvalitet, konsistens og relevans vejen frem. Her mener vi ikke kun, at dit indhold skal være engagerende, spændende og afspejle dit publikums søgninger – men også have et professionelt look, der er indbydende at kigge på. Ellers risikerer du at miste folk undervejs pga. slørede billeder, ringe lyd eller dårligt lys. Folk vil først og fremmest informeres, men de vil samtidig også gerne underholdes. Så gør dig umage – det betaler sig.
Kan dit publikum ikke lide dit indhold, vil de sandsynligvis heller ikke kommentere, like, subscribe eller dele dine videoer – faktorer, der er udslagsgivende for din videos rangering på YouTube.
Brugerne er din benzin
Indtil videre har vi dækket nogle af de elementer, vi som udgiver selv kan kontrollere direkte for at påvirke vores publikum – men hvad er det vi samtidigt gerne vil vejlede dem til at gøre? Og kan man selv fuldt ud kontrollere, hvordan en bruger reagerer på ens indhold og i sidste ende konverterer?
Ligesom i enhver anden marketingdisciplin er svaret (desværre) nej – men man kan forbedre sine chancer markant. Du kan få mere viden om konvertering her.
På YouTube sigter vi efter at engagere brugere så meget som muligt. Hvad end det er visninger, kommentarer eller likes – så er brugerengagement udgiverens største valuta. Ifølge et omfattende studie af Justin Briggs fra 2018 er nogle af de vigtigste faktorer indenfor brugerengagement:
- Visninger
- Abonnenter
- Kommentarer
- Links og embeds
- Varighed
- Visningstid
Lad os gennemgå bruger-elementerne:
Visninger
At visninger er vigtige, siger vist sig selv. Udover at være en af de de mest afgørende faktorer for en videos SEO-rangering, så er visninger samtidig udgiverens målestok for om indholdet har fanget massernes interesse og opmærksomhed. Som forretning kan visninger bruges til at skabe trafik og lede potentielle kunder imod en konvertering. Så medmindre du kun uploader videomateriale for dine venners og families skyld og ikke spekulerer på din videos popularitet, så er visninger et nøgleelement på YouTube.
Abonnenter
Kvantiteten af visninger er én ting, men kvaliteten af dem vejer lige så tungt i forhold til rangeringen på YSRP. Abonnenter er brugere, der har valgt at følge din kanal og er dermed dine mest engagerede brugere. De kvitterer for brugbart og relevant indhold med følgeskab og er dermed et vitalt skridt nærmere en konvertering.
Antallet af abonnenter anses som et nøgleelement i målingen af ens digitale succes på sociale medier. Afslut altid dine videoer med et CTA, der opfordrer til at abonnere.
Kommentarer
Der er en iøjnefaldende sammenhæng mellem et højt antal kommentarer og høj rangering på YouTube. Derfor kan kommentarer godt anskues som en konvertering på YouTube, alt efter hvad udgiverens målsætning med videoen er. Kommentarer fungerer som direkte kvalitativ feedback på dit indhold, så fokusér altid på at optimere brugerengagement i kommentarsporet.
Det kan gøres ved at:
- Komme med en direkte forespørgsel om at kommentere
- Opfordre til at kommentere ved at stille spørgsmål
- Interagere med brugerne
- Lede brugerne til din YouTube-kanal fra andre sociale medier.
Kommentarerne er værdifuld information, som kan anvendes til at udvikle dit indhold og fungerer derudover også som research om dit markedssegment.
Links og embeds
Når man arbejder med søgemaskineoptimering på Google, arbejder man ofte med at forhøje en hjemmesides autoritet ved at øge antallet af backlinks (links fra andre hjemmesider). Det samme princip gælder på YouTube. Når en video modtager et link eller embeddes i en artikel eller et post, understøtter det videoens popularitet og understreger dens relevans, hvilket optjener flere SEO-point.
For at optimere dine chancer for at publikum ser dine videoer, kan du også selv linke til dine videoer. Brug f.eks. forskellige fora til at sprede budskabet om din video, så den kan få sit eget liv og i bedste fald gå viralt. Husk dog at linke til den på relevante fora, hvor din videos tilstedeværelse rent faktisk hører hjemme og kan gøre gavn for brugerne. Ellers kan det have modsatte effekt. Brug også de sociale medier til at dele dit indhold. Husk ikke kun at linke til dine videoer, men også til din kanal.
Varighed
Længden på din YouTube-video har også en mærkbar effekt på rangering og brugeradfærd. Ifølge Justin Briggs’ studie foretrækker brugerne indhold af længere varighed – dog uden at det bliver for langt. Den højeste konverteringsrate ligger hos videoer med en varighed på 10-16 minutter, hvor videoer under 5 minutter og over 16 minutter har en tendens til at få færre positive anmeldelser.
Hvis målsætningen er at få flere visninger, så viser undersøgelsen dog at den bedste gennemsnitlige længde ligger omkring 4,5 minut. Men det betyder ikke, at en video på 10 minutter ikke kan rangere højt, da længere videoer muliggør længere visningstid.
Visningstid
Nogle vil mene, at visningstid har en større betydning for din videos autoritet og rangering end visninger har – og med rette. Visningstiden er ganske simpelt, hvor lang tid en bruger har brugt på din video. En høj visningstid giver et indblik i, hvor lang tid der bruges på at se udgiverens indhold, mens visninger blot repræsenterer kliks og besøg.
Hvis en video har 10.000 visninger med en gennemsnitlig visningstid på 1 minut, så er din totale visningstid 10.000 minutter. Ikke så ringe, men hvis du har 5.000 visninger med en gennemsnitlig visningstid på 2.5 minutter, så er din totale visningstid 12.500 minutter. Og så fremdeles.
Set ud fra YouTubes perspektiv giver det rigtig god mening at belønne videoer med høj visningstid, da det betyder længere besøgstid på deres egen hjemmeside. Win-win.
Konklusion
For at få succes med YouTube SEO skal du fokusere på både indhold og brugerengagement.
Indholdet skal have et professionelt look og så stor relevans som muligt for at fange brugeren. Dette er det absolut største kriterium for at din video kan få succes på YSRP. Så lav en plan og hav et formål med dit indhold. Når beslutningen om selve indholdet er taget, skal du lave en søgeordsanalyse, der bruges som fundament for udformningen af videoens titel, beskrivelse, tags, udskrift og videotekster. Når du har skabt din video og uploadet den til din kanal, er det essentielt for din kanals autoritet at holde en vis konsistens, når det kommer til både indhold og frekvens.
I forhold til brugerengagement er de vigtigste SEO-faktorer henholdsvis visninger og visningstid, men samtidig spiller videoens varighed også en stor rolle for CTR. Desuden er følgende variable vigtige i forhold til Youtube SEO: Abonnenter, kommentarer, links og embeds. Ved at optimere på disse variable, kan dine videoers autoritet valideres, og der kan skabes et online fællesskab for dine brugere. Fedt for dig – og fedt for dem.
Har du brug for yderligere assistance til YouTube SEO eller har du spørgsmål, så kontakt os i Become i dag.
God fornøjelse med din YouTube SEO!