Hjælp, jeg har fået advarsel om breadcrumb fra Google.. Hvad betyder den, og hvad skal jeg gøre?
Vi har set varianter af dette spørgsmål fra mange af vores kunder på det seneste, og Google har ikke ligefrem gjort det nemt at forstå hvad advarslen egentlig betyder, eller hvor alvorligt den skal tages. Så vi har skrevet den artikel, som Google burde have skrevet.
Vi udbygger den løbende med tip og tricks.
Hvad betyder advarslen om breadcrumbs?
Når Googles robot læser et website, kan et lag af ekstra “microdata” hjælpe robotten til at forstå strukturen på indholdet, og præsentere det bedre i søgeresultaterne. Mange websites har disse microdata tilføjet, men de er ikke synlige for mennesker.
Advarslen om breadcrumbs kommer fra Google Search Console, og betyder, at Google betragter noget microdata på dit website som forældet. I dette tilfælde handler det om microdata til at at beskrive brødkrummestien – hvilket er de links på dit site, som hjælper brugeren med at se sin placering og navigere.
Hvorfor advarer Google mig?
Google er interesseret i at et website vises bedst muligt i søgeresultaterne. Når sitet ikke overholder Googles tekniske krav, kan det betyde at du går glip af Googles funktioner i søgeresultaterne (SERP).
I dette tilfælde drejer det sig om, hvordan Google viser brødkrummestien i søgeresultatet for din side.
Hvad sker der, hvis det ikke bliver løst?
I værste fald vil brødkrummestien for dine sider se lidt anderledes ud i Googles søgeresultater, og det kan potentielt medføre et fald i antal af kliks på dit søgeresultat, og dermed færre besøgende på dit website
Er det slemt? Tja, hvis du har et mindre website som kun er blevet minimalt SEO optimeret, vil du næppe opdage forskellen. Der er sikkert mange andre initiativer, som kunne forbedre visningen af dit website i Googles søgeresultater markant.
Har du derimod et større website med rigtige mange undersider (eks. en webshop med mange produkter) så kan en lidt dårligere klikrate give et mærkbart fald i omsætningen.
Hvorfor får jeg advarslen nu? Jeg har ikke ændret noget på mit website!
Google har i en periode tilladt microdata i flere forskellige standarder, men nu er det slut og kun én standard vil fremadrettet blive læst af Googles robot. Dit website er sikkert bygget på et tidspunkt inden Google havde besluttet sig for en standard, så udviklerne er altså helt uden skyld.
Hvordan løser jeg problemet?
Du skal tale med dine udviklere om at opdatere den del af koden på dit website, som laver brødkrummestien.
Afhængigt af, hvilken CMS platform dit website bruger kan løsningen involvere alt fra en simpel plugin opdatering (WordPress) til manuel opdatering af kode-skabeloner. Det er en opgave, som i de fleste tilfælde kan løses på et par timer.
Og afslutningsvis: der er ingen grund til at gå i panik, selv om Googles advarsel ser stor og voldsom ud.