Digital markedsføring Google Ads SEO-specialister Sociale medier Tech & tracking

Kontakt os: +45 51 91 09 99

Become Blog

3 ting du SKAL vide om influencer marketing

Forestil dig dette scenarie: Du ser en reklame for et brand, hvor virksomheden bag prøver at få dig til at købe et bestemt produkt ved selv at fortælle dig, hvor godt produktet er.

Så forestil dig i stedet dette scenarie: Din gode ven eller et nært familiemedlem fortæller dig om det her produkt og anbefaler det til dig, fordi det er så godt.

I hvilket scenarie er der størst chance for, at du køber produktet?

Bingo! Du vil højst sandsynligt vælge at købe det produkt, som din ven eller familie har anbefalet til dig.

Hvorfor? Fordi anbefalinger fra personer, vi har tillid til, er den stærkeste drivkraft i købsprocessen.

Dette fænomen kendes og bruges også inden for markedsføring – og det kaldes influencer marketing.

Læs også om Facebook marketing



Hvad er influencer marketing?

Influencer marketing er blevet mere og mere udbredt, og det er faktisk en af de store marketingtrends her i 2017.

Ved influencer marketing gør man brug af influencers. En influencer er en person, som på den ene eller anden måde er indflydelsesrig. Det kan være en kendis, men det kan også være en person med mange følgere på fx YouTube, Snapchat, Instagram eller på en personlig blog. Personen har således stor indflydelse på de følgere, der følger med på de sociale medier.

Rasmus Brohave (YouTuber) og Lakserytteren (Snapchatter) er eksempler på influencers, som har stor succes i Danmark, og som dagligt er i kontakt med mange tusinde mennesker gennem deres personlige profil og indhold.

Et relevant eksempel på influencer marketing er Lakserytterens markedsføring af Fanta. 

Influencers som disse bruges til at sprede budskabet og reklamere for en virksomheds brand og/eller produkt. Det er det personlige aspekt, som i høj grad adskiller denne form for markedsføring fra andre, idet forbrugeren køber sig ind på personen bag influenceren frem for den virksomhed, produktet egentlig kommer fra.

Det centrale er således, at virksomheden kommunikerer sit budskab via en bestemt person, som forbrugeren ser op til og har tillid til – med det formål at påvirke virksomhedens salg i en positiv retning.

Et godt match mellem virksomhed og influencerens personlighed og målgruppe kan dog være en særdeles effektiv form for markedsføring – og derfor vinder denne form også mere og mere frem.



Hvorfor anvende influencer marketing?

Den danske forbruger bliver konstant eksponeret for reklamer og annoncer. Faktisk så mange, at det kan være svært at finde hoved og hale i både reklamens indhold og virksomheden bag reklamen. De mange annoncer er derfor også lig med dalende tillid til reklamer. Og det er selvfølgelig et problem for annoncørerne.

Tillid er nemlig essentiel for marketing, og af samme årsag har annoncørerne været nødsaget til at ty til nye metoder for at opbygge tillid til deres målgruppe. Og det er her, influencer marketing kommer ind i billedet.

Brugerne har i stedet tillid til personer, de ser op til, og som de kan identificere sig med. Når en influencer kommunikerer på vegne af din virksomhed og anbefaler dit produkt, vil forbrugeren således opfatte det som et kvalitetsstempel. På den måde låner du noget af den tillid, forbrugeren har til influenceren, og denne portion tillid kan du således overføre til din egen målgruppe og potentielle kunder.



Er der nogle ulemper?

Som med alt andet er der også ved influencer marketing nogle ting, du skal være opmærksom på, inden du kaster dig ud i det.

Først og fremmest skal du have for øje, at det ikke som udgangspunkt kan undgås, at du mister noget af kontrollen over, hvordan dit budskab kommunikeres. Sørg for at have en klar aftale med din influencer om indholdet, og vælg en influencer, hvis ord du kan stå inde for, og som komplementerer din virksomhed bedst muligt. Det er trods alt ham eller hende, der skal repræsentere din virksomhed.

Derudover skal du holde tungen lige i munden og have tålmodighed. At skabe stærkere relationer til dine kunder tager tid. Og bare fordi du ikke oplever vækst lige med det samme, skal du ikke springe fra den ene influencer til den anden – det har nemlig den modsatte effekt og vil i stedet svække den troværdighed, du forsøger at opbygge.

Indholdsfortegnelse

Del opslaget: